Projektbeskrivelse
Kunstnerisk oplevelse
Sæt dig ind i bilen, tag hovedtelefonerne på, og tryk så på den røde startknap – herefter starter bilens motor og alle kører afsted på en 3D lydoplevelse. (kun i lyd – bilen står stille!)
Inde i den røde og den blå bil er der hver 4 hovedtelefoner, hvor en blanding af recycled music og 3D lydscenarier fra bilers hverdag afspilles. For at forstærke den sanselige oplevelse afspilles små animationsvideoklip på skærmen forrest i bilen, skabt af billedkunstner David Dellagi.
Display
Foran bilerne er et display hvor eksempler af ‘Recycled Music’ forklares side om side med eksempler på grønne og profitable genbrugs-løsninger af bilens udtagne interiør. Hertil udstilles eksempler på Upcycled produkter.
Venue ved “De 17 Gavle”
Bilerne udstilles i samarbejde med projektet “De 17 Gavle”, hvor de vil besøge 9 kommuner og aktivere miljøet omkring gavlmalerierne med et weekend-event i sommermånederne. Udstillingen vil turnere rundt og besøge alle 17 verdensmålsgavle i 17 jyske byer i 2025-2027. Herefter national og international udvidelse.


Vision og ambition
Vores ambition er at få kunsten ned på gulvet og ud i hjørnerne af vores samfund og bruge den til at gå i fælles samtale omkring bæredygtighed, dens praktiske problemer samt eksisterende løsninger.
Vi vil sætte fokus på bæredygtighed via kunsten, som i samarbejde med grønne erhverv undersøger og formidler praktiske problemstillinger og løsninger på tværs af kommuner, regioner og nationer.
Vi ønsker at skubbe politisk på for at få bilindustrien til at øge det økonomiske incitament for virksomheder, så det bliver bedre rentabelt at genbruge flest materialer fra bilen, før den skrottes.
Resultater
Da projektet fra start af, er født som et umage par: Musik og biler, vil et positivt resultat være opnået ved:
1. At musik- ressource- og bilinteresserede, på trods af interesseskel, finder fælles fodslag og kommer i snak omkring projektets temaer.
2. Publikum som ellers sjældent kommer i en koncertsal, finder 3D lytteoplevelsen interessant, og på den måde finder en personlig indgang til den klassiske musik.
3. Viden deles om verdensmålene via de 17 gavle, samt at unge får kendskab til uddannelser, verdensmålsskoler samt upcycled produkter, firmaer og organisationer
Baggrund for projektet
Projektet ‘Rød bil Blå bil’ er forankret af Vile kulturforening i Skive Kommune og er støttet af Samarbejdspuljen Midt- og Vestjylland og de 17 gavle.
Kristian Rymkier er uddannet klassisk komponist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) samt Conservatoire National Supérieur de la Musique et de Danse de Paris (CNSMDP). Og det er hans raison d’être og motivation at afsøge nye og lokale muligheder for den klassiske musik, både indspilningsteknisk (højeste 3D lydkvalitet) samt at afprøve ny koncertformer.
Det er ligeledes hans mission at skabe tilgængeliggørelse af klassisk musik for nye målgrupper. Dette gør han ved at tage genbrugstanken med over i det kompositoriske maskinrum, skiller den gamle musik ad, og viser os, hvordan genbrugskonceptet kan anvendes til at skabe nyt – musikken upcycles – Vi informeres og udfordres via hans dogmemusik: Recycled Music.
Alt dette lægger til grund for skabelsen af ‘Rød bil Blå bil’ – hvormed han med sit kunstneriske hold, Pianist Erik Kaltoft, Tonemester Arne Bock og Billedkunstner David Dellagi, kan skabe nye kulturelle og sociale sammenhænge i lokale rammer.